Fordi det, du dedikerer dig til, leder til forandring.
I et hjørne af min stue, har jeg et lille alter. Her går jeg hen og sætter mig om morgenen på det uldtæppe, der ligger på gulvet. OK, ikke hver morgen, men mange morgener.
Det er en praksis, jeg har udviklet for mig selv gennem lang tid. Simpelthen ved at prøve mig frem.
Det jeg praktiserer, når jeg sidder der, er at forbinde mig til dybere steder i mig selv, som ikke umiddelbart giver sig til kende. Disse sider stikker måske hovedet frem i form af en følelse, eller en fysisk fornemmelse. Men det er ikke hele billedet, af det der rør sig dybere i mig.
Så vågner jeg en morgen med en tung følelse, der smager af opgivelse (og der sker), så ved jeg, at der er mere i oplevelsen end den følelse. Jeg sætter mig ved mit alter, trækker vejret, mærker og venter. Venter på at flere nuancer af oplevelsen bobler op til overfladen, så jeg får en dybere indsigt end det en enkelt følelse viser.
I den proces bruger jeg måske nogle af de redskaber, jeg har til rådighed – tapper ind til de mange værktøjer jeg har lært, mantra, min notesbog, tænder et lyd, tænder lidt røgelse osv.
Det udvikler sig nogen gange til en bevægelsespraksis, som vækker dybere fysiske lag i mig.
Jeg har dedikeret mig til denne praksis, fordi jeg har oplevet, forandringerne i mig over tid ved at holde fast og blive ved.
Den praksis, sammen med min bevægelsespraksis, har jeg erfaret, gør mig hel, samlet og forankret i mit inderste. Så når jeg går ud og møder verden, bliver jeg ikke så nemt fragmenteret, af det der kommer min vej den dag.
Vær opmærksom på om den praksis, du laver, faktisk giver den forandring, du ønsker
Jeg vidste jo ikke på forhånd, om den praksis ville give noget resultat. Det jeg mærkede før var, at når jeg mødte verden blev jeg hurtigt fragmenteret. Jeg mistede energi, det gjorde mig mere træt, og jeg blev utilpas, nervøs og stresset.
Det var en praksis, som jeg ubevidst var dedikeret til. Ubevidst betyder, at hver dag stod jeg op og gik straks i gang med dagens aktiviteter. Og resultatet var at blev trukket rundt fra den ene ting til den anden, uden at have fat i mig selv.
Og det var jeg dedikeret til at forandre. For sådan var jeg ikke den mor, partner, ven etc., som jeg kunne være. Og jeg kunne ikke gøre forskel, når jeg var sådan fragmenteret. Jeg påvirkede verden omkring mig, så den også blev mere fragmenteret.
Jeg dedikerede mig til at forandre det til en praksis, hvor jeg trænede at være til stede i mig selv. Og det har jeg gjort nu i over 15 år.
Det starter med, at du finder ud af, hvor du praktiserer noget (bevist eller ubevidst), som bringer dig i en retning du ikke ønsker.
PRAKSIS – EN HJØRNESTEN I EN KROPSLIG FORANDRINGSPROCES
Den del foregår udenfor session-rummets fire vægge og er grundlaget for, at du selvstændigt kan facilitere den kropslige forandringsproces, hvor din krop forløser og fordøjer oplevelser, som livet smider din vej – især dem som sætter sig lidt på tværs.
Det består af kropsorienterede øvelser og åndedrætsøvelser, som jeg lærer mine klienter. De støtter så du selv bliver i stand til at forankre og integrere den kropslige forandring i dit liv. Sådan bliver den brugbar og holdbar.
Og det er den del af processen, som er mest udfordrende for mange at arbejder med. Ikke fordi de ikke kan lære øvelserne. De er såmænd simple nok.
Men mange får ikke praktiseret og trænet øvelserne regelmæssigt.
Hvorfor er det svær at træne regelmæssigt?
Det har jeg funderet en del over. Det handler til dels om:
- at resultaterne ikke kommer med det samme, og så holder du ikke fast i praksissen. Du har en urealistisk forventning til hvor hurtigt, det skal gå.
- at øvelserne er så simple, at vi tror ikke de virker. Vi har lært at det som er svært og kompliceret er mere ”rigtigt”.
- du tror, at hvis ikke det er hårdt og tager meget tid, så vil det ikke virke.
- du stoler ikke nok på din egen krop og det du oplever. Du er vandt til at andre fortæller dig hvordan du har det og hvad du føler (medier, læger, autoriteter osv.).
Så hvad skal der til?
Du skal have tillid til processen.
- Vær dedikeret til det du laver, selvom det kun varer 2 min. Længere er ikke nødvendigvis bedre eller virker stærkere.
- Hav dedikation til og opmærksomhed på det du laver og ikke på noget andet i den tid, du laver det.
- Du skal være villig til at prøve dig frem uden at vide hvad der komme ud af det. Der er retning i din praksis, men ikke et givent mål. Målet opdager du på vejen i din praksis. Det kræver tillid til processen. Og at turde opleve det du oplever, uden at forlade din praksis.
- Du skal have tålmodighed.
Praksis er for livet. Du når ikke frem til et sted hvor du er ‘permanent hel’. Det er en proces og praksis, der ikke har en destination
Når du tør praktisere på den måde, lærer du dig selv at kende på helt nye måder.
For når du sidder der og trækker vejret, med dedikation til det du gør og med opmærksomhed kun på det, så begynder du at mærke dig selv anderledes. Noget bobler op og bliver synligt.
Måske er det er skræmmende i starten at mærke dig selv, for det kan også være længsel, og smerte.
Det, du mærker, når du tør sidde længe nok med en intens følelse er at den også er en del af dig, som skal integreres og ikke elimineres.
Så når din praksis er mere forankret i at være end at gøre, så bliver hel og samlet. Og herfra bliver du mere og mere forankret i dit inderste.